Egen import af råvarer, høj kvalitet og nemme løsninger for kunderne.
Det er omdrejningspunkterne i det nye brasserie med take-away på Bytorvet i Løgten i den tidligere Fakta-butik.
“Vi har været i blandt andet Spanien, Tyskland og Italien for at finde gode oste og pølser - og i Frankrig efter pateer og fond med den helt rette smag“ , fortæller Christian Gram, der står bag den nye forretning. Christian Gram har gennem en årrække drevet Gl. Løgten Strandkro og udvider altså nu bedriften.
“Vores gæster kan spise her i vores brasserie eller købe maden med hjem færdigtilberedt - både som hverdagsmad eller,’’ fortsætter Christian. Kvalitet og bæredygtighed ligger restauratøren på sinde - således er take-awaymaden i emballage fremstillet af sukkerrør og bananblade. Og den kan genbruges.
“Det skal være lidt nemt ind imellem. Derfor har vi fiske- og kødretter, paninier, risotto og pastaretter, som kan serveres hurtigt her på stedet. Eller man kan suse ind og få retten med hjem“, beretter Christian.
Brunch tilbydes også i brasseriet, og der introduceres brødudsalg med friskbagt brød.
“På længere sigt etablerer vi mulighed for online-bestilling og efter lidt ombygning på bagsiden af forretningen bliver der mulighed for drive-in afhentning“, slutter Christian Gram.

Tekst Niels Dal Foto Thomas Nykrog

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.