Der bliver gravet og bygget flittigt i vores område. Her får du et aktuelt overblik over hvad, der sker, og hvor det sker.

Det er forståeligt nok populært at bo i 8541-området. Der bygges flittigt rundt omkring. Ledige grunde bliver hurtigt solgt, og der er lange køer til de fleste udlejningsboliger. Det kan være svært at få et samlet overblik over udviklingen, når man bevæger sig rundt i området, så her ser vi det lidt fra oven. Billederne blev taget den 7. august, og vi flyver over Skødstrup og Løgten fra syd mod nord. Samtlige udstykninger ligger i Løgten-Skødstrup. 8541-området dækker som bekendt også Studstrup og Vorre, men her er der ingen større projekter i gang.

Erhvervsudstykningen ved motorvejen
180807 Erhvervsudstykningen ved motorvejen 2

Det 50.000m2 store areal, der er udlagt til erhvervsgrunde ved motorvejen syd for Skødstrup, ejes af de to brødre Alf og Palle Sørensen, der har Linå-Balle Maskinstation.

Palle Sørensen uddyber: ”Muldbunkerne, man kan se nederst i billedet, er del af den byggemodning, der er i gang for øjeblikket. Præcis hvor mange grunde, der vil komme ud af arealet, er endnu ikke afgjort. Der er udpeget ti byggefelter, som kan ændres i størrelse efter købernes ønsker. Én grund er solgt. Her forventes EB-Data at påbegynde opførelsen af et domicil til efteråret.”

Lauritshøj
180807 Ved Lauritshøj

Rækkehusene ved Lauritshøj er udlejningsboliger, der blev opført i 2011. Siden 2013 er der desuden langsomt blevet bygget parcelhuse langs Ny Studstrupvej ned mod motorvejen. En ny etape er under opførelse, og de ses nederst i billedet. Aarhus Kommune står for udstykningen, og der er ifølge www.grundsalgaarhus.dk pt. ikke flere ledige byggegrunde i området. Vejen mellem rækkehusene og parcelhusene er den samme, der på billedet nedenfor drejer ind mod udstykningen bag kirken.

Marken bag kirken øst for Engskovvej var tidligere ejet af kirken, og her er der gennem det seneste år løbende blevet bygget nye parcelhuse. Byggemodningen blev alvorligt forsinket af de vigtige arkæologiske fund fra jernalderen, der blev foretaget på marken. Dem har vi beskrevet i tidligere numre af 8541. Nu har arkæologerne dog giver grønt lys til byggeriet.

Kirken var ikke involveret i selve udstykningen. Aarhus Kommune købte marken af Menighedsrådet og stod for byggemodning og videresalg. Pengene fra salget fik kirken lov at beholde. Sognepræst Erik Søndergård fortæller: ”Pengene fra salget blev brugt til at lave den lille tilbygning på sognegården, der er beklædt med træ. Her er kontorer og personalestue. På kirkegården blev graverbygningen udvidet med kontor og personalestue, og præstegården blev renoveret. Det beløb, som er tilbage fra grundsalget, bliver brugt på den nye udbygning af sognegården, hvor vi venter nogle spændende forslag fra arkitekterne.”

Midt i billedet yderst til venstre ses 19 nye rækkehuse, der er ved at blive opført med henblik på udlejning. De har alle et areal på lige godt 120 m2 og forventes at være klar til indflytning til november. De er ikke del af Lauritshøj-udstykningen. Hele dette projekt er netop nu til salg for 51 mio. kroner.

Fruens Eje Udsigten
180807 Fruens Eje 2

På markerne syd og øst for byggemarkedet har familien Carlsen udstykket 71 grunde under navnet Fruens Eje Udsigten.

Peter Carlsen fortæller: ”De blev udbudt til salg i tre faser til priser fra 950.000 til 1,75 millioner kroner. 65 grunde er allerede solgt, og byggeriet er allerede langt fremskredet. Der mangler dog blandt andet at blive bygget på de største og dyreste grunde nederst i billedet, samt på grundene fra Etape 3, som ligger helt ude i billedets venstre side. De første familier flyttede ind sidste efterår.”

Du kan se mere på www.fruenseje.dk

Nej, her bygger de ikke
180807 Jordarbejde ved Margueritten

Kører man fra krydset ved Margueritten og ned mod Gartnergården eller Studstrup ad Skovlundvej, har der længe været et jordarbejde i gang inde på marken til venstre, der kunne være et større byggeri værdigt. Der er dog ikke tale om et byggeri, men om en jordregulering, hvor jord køres til udefra i store lastbiler, hvorfra jorden spredes ud over marken.

Næste udstykning?

Endnu en udstykning kan være på vej i Skødstrup. Grunden på det sydlige hjørne af Bondehaven og Tronkærvej er på 4000 m2 og afmærket med rødt på kortet. Her er der planer om at opføre tæt-lav boligbebyggelse. De cirka 11 boliger skal have en bygningshøjde op til 8,5 meter. Det er ikke muligt efter den nuværende lokalplan, så en ny, nummer 1098, er i støbeskeen. Den skal efter planen førstebehandles i Byrådet den 26. september og vil ifølge planen være færdigbehandlet i starten af 2019.

 

Tekst og foto: Thomas Nykrog

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (september)

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.