190702 Letbanen larmer  190702 Letbanen larmer 4

Den nye letbane støjer langt mere end ventet i 8541-området, og mange beboere langs banen er oprør. Aarhus Letbane erkender problemet, men løsningen ligger ikke lige rundt i svinget.

 

Både rejsende og naboer kan se frem til mere støjsvag transport, når letbanen kommer på skinner i 2017. Ud på et sidespor ryger nemlig de nuværende dieseltog, der erstattes af eldrevne alternativer.

Så smukke var intentionerne, og sådan skrev Aarhus Letbane i et prospekt, mens banen blev opgraderet. Men realiteten skulle vise sig at blive helt anderledes, da Letbanen endelig åbnede til Løgten-Skødstrup i 2019. ”Toget hviner og skriger”, fortæller Pia Søstrøm og bakkes massivt op af over hundrede andre på Facebook-siden ”8541 Borger til Borger”. Så langt væk som i Segalt og, i vestenvind, i Studstrup høres støjen tydeligere end før. Anita Nørgaard Leth Sørensen bor lige ned til banen. Hun fortæller, at hendes søn på fire løber ind med hænderne for ørene, når toget passerer. Anni Hougaard Villandsen er pædagogisk leder på institutionen Løgtengården, der ligger bag SuperBrugsen. Hun fortæller, ”Vi er meget generet af letbanen. Jeg arbejdede her også mens Grenåbanen stadig kørte, og det var ikke nær så slemt. Med Letbanen er vi simpelthen nødt til at afbryde vores samtaler og fortsætte, når toget er passeret”.

Brugere af Letbanen bemærker, at det er strækningen mellem Hjortshøj og Skødstrup, hvor det støjer mest. Det er med andre ord ikke togene, deres hjul eller teknik, den er gal med. Problemet ligger i skinnerne.

En god og en dårlig nyhed

Vi har kontaktet Aarhus Letbane, og her fik vi en god og en dårlig nyhed: Den gode nyhed er, at Aarhus Letbane erkender, at der er et problem. ”Vi er klar over, at der forekommer skinnestøj i området, og har også modtaget klager fra naboer til Letbanen. Vi beklager de aktuelle støjgener. Der er tale om skinnestøj, der vil forsvinde eller blive reduceret markant, når skinnerne slibes/justeres,” udtaler kommunikationschef Jens Velling.

Den dårlige nyhed følger lige efter: ”Dette arbejde vil blive udført i forbindelse med det løbende vedligehold af banen. Vi kan p.t. ikke sætte en præcis dato på, hvornår arbejdet udføres, men opgaven vil indgå i vores løbende planlægning.” Og da vi går ham på klingen for at høre om tidshorisonten hedder tre eller seks måneder eller måske 3-5 år, trækker han på skuldrene og siger, ”Jeg tør simpelthen ikke sige det. Beklager!”

Bedre svar får vi det ikke her og nu fra den kant, da Jens Velling i dag ikke længere arbejder for Aarhus Letbane. Men vi vil følge op på denne sag og spørge hans efterfølger, om så store støjgener ikke skulle nedbringes så hurtigt som overhovedet muligt i stedet for at trække pinen ud.

Formanden for Fællesrådet i 8541, Inger Thranholm, er bestemt ikke tilfreds med situationen. ”Status efter et par måneders drift er, at en høj, gennemtrængende lyd fortsætter længe efter letbanetoget er forbi og som langt overgår støjen fra de gamle tog. Det skal gøres bedre, kære Letbane – snarest!”, fastslår hun.

Pluk fra Facebook-siden ”8541 Fra Borger til Borger”.

Pia Søstrøm

Jeg bor på Safirvej og har i den anledning kontaktet Fællesrådet. Jeg finder, at de nye tog larmer (hviner og skriger) væsentlig mere end den gamle nærbane. Støjniveauet er efter min mening øget betragtelig med Letbanen. Problemet ser ud til at være markant på strækningen Hjortshøj - Løgten.

Mvh
Pia

Aase Pedersen Bor også på Safirvej og undres over støjniveauet fra letbanen. Havde hørt det ville blive mindre med de nye tog. Har også kørt med letbanen, hvor jeg fandt ud af det er kun fra Hjortshøj mod Aarhus der ikke er den støj. Så det må være skinnerne. Håber noget kan gøres?

Tilman Maier Jeg har skrevet til Banedanmark. 
De har ikke besvaret min henvendelse efter 4 uger. Bor på Topasvej og synes også at det larmer betydelig meget mere. 

Birgitte Brix Johnsen Vi bor i Hornslet og har også talt om at Letbanen larmer mere end den gamle nærbane

Charlotte Toustrup Letbanen larmer sindssygt meget - vi har målt den til 70 dB på Løgten Østervej ?

Michael Matthiesen Jeg er nærmeste nabo til Skødstrup Station og er helt enig at det larmer mere. Når jeg kigger på skinnerne er de stadig rustne med bitte små rustangrebne huller som er opstået efter at skinnerne har ligget brak. Jeg er stadig forbavset over dette. Normalt er skinner spejlblanke. Bane Danmark kan sagtens slibe skinnerne, men det koster kasse.

Cila Denise Ebling Bor også Grenåvej ved tanken og det er helt vildt som den larmer! Vores børn går i løgtengården ved SuperBrugsen og de fortæller at larmen generer (flere af) børnene! Det er altså ret mange afgange om dagen så! ?

Anne Sofie Bille Fuldstænsig enig! De nye tog larmer betydeligt mere end de gamle. Hvinende skinner....
Vi bor på Skødstrupvej.

Niels Toustrup Har netop målt støjen til 73 dB ved forbikørsel på Løgten Østervej - godt nok på en app på iPhone men det er vist ikke helt ved siden af. 
Det vil sige at støjniveauet er 3 gange det lovede fra Letbanen på 40-50 dB. Kan det tænkes at de har glemt at tage højde for støjen fra skinner, køreledninger mm.? Det vil jo så ikke være det første de har “glemt” ?


Birthe Møller Johansen
https://static.xx.fbcdn.net/rsrc.php/v3/yq/r/jC78Rnw2Q2h.png Vi bor på Jadevej og har bogstaveligt talt letbanen i baghaven. Det larmer, ja. 
I toget hviner skinnerne indtil Hjortshøj, resten af vejen mod Århus er larmen inde i toget til at holde ud. 

Tina Ahlmann Molin Ja fra Fresiavej

Jakob Slot Kyed Tydeligt at vores frustration er stor, jeg er sikker på at det smarteste lige nu, vil være vi alle henvender os direkte til letbanen, og ikke kun bakke hinanden op i en gruppe her på facebook. 
Syntes vi skal smide vores frustration på mail til dem Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., i håbet om at det er svære for dem at ignorere mange små henvendelse fremfor en stor. 
Lad os nu trykke på direkte så det kan mærkes, hvis vi står sammen og alle gør det samme, så er det et pres man ikke kan ignoreres, hvis det ignoreres har vi en ny case. 
Blot en tanke der kunne flytte noget !

Michael Bove Jeg har taget letbanen til Århus og tilbage. Hvinen starter efter Hovmarken ved Lystrup mod Skødstrup og fortsætter forbi vores hus ved Hjelmagervænget i Løgten. Vi (beboer på Hjelmagervænge) har klaget til Letbanen. De sender bolden videre. Det er helt klart blevet neget værre med Letbanen - skyldes måske den højere tilladte hastighed. Det føles som om at hastigheden på toget stiger efter Hovmarken


Bonnie W Dimmack
 Bor Skødstrupbakken og det høres tydelig

Henriette Glinvad Faurhøj Jeg bor på Løgten Østervej og synes bestemt også letbanen larmer mere end den gamle nærbane. Nærbanen kunne jeg stort set ikke høre, men letbanen høre jeg meget tydeligt uanset vindretning.
Kunne man måske lave screenshots af dette opslag med tilhørende kommentarer og sende ind til letbanen? Tror nemlig ikke de kommer til at få henvendelser fra alle i denne tråd.

Lars Christensen Vi hører den meget i Segalt

Birgitte Hübschmann Bor i engskovvænget (overfor Høghs Auto) vi hører den "skriger" helt ovre i skoven ?


Henrik Lynbech
 Når man f.eks. kører i toget fra Skødstrup til Hjortshøj, er der en passage hvor det larmer så meget inde i toget at det er uudholdeligt. Så lige pludselig, lige inden man når de første bebyggelser i Hjortshøj, stopper larmen med et, som om det er en helt anden type skinner der ligger på den strækning. Mit personlige gæt er at nogle af skinnerne blev skiftet ud under ombygningen, men ikke alle. En af de oprindelige forsinkelser i hele projektet var jo at det viste sig at skinnerne på strækningen Århus til Grenå var i meget dårligere tilstand end først anslået. Derudover kørte jeg ofte i det gamle tog på samme strækning, og der var ikke en brøkdel af den larm inde i toget som der er nu. Der er helt klart sket en ændring som ikke er godt.

Astrid Højbjerg Vi bor på Elishøj og hører også toget meget tydeligere nu end tidligere.

Marianne Ravnested Møller Jeg er fuldstændig enig ... det her er direkte støjforurening !! 
Letbanen hviner så meget at det direkte kan føles i kroppen når den passerer !

Jane Faurschou Hastrup Pedersen Vi kan tydeligt høre den i Hesselballe...

Thomas Ritter Støjniveauet er også alt for høj her på Engskovtoften. Jeg har under en tur i letbanen målt dB-niveauet. Når letbanen nærmer sig Skødstrup, stigninge støjen med ca 10 dB, hvilket jeg syntes er en voldsom ændring. Ved den stigning af dB, har jeg også svært ved at høre hvad der bliver fortalt gennem højtaleren i letbanen.

Bente Hangaard Toget kan faktisk høres hos os i Studstrup

Mona Weng Vibholm Det samme har vi observeret på Terosevej, en infam larm :-(n

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (august 2019)

Tekst og foto: Thomas Nykrog

 

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.